Ardnamurchan by Adelphi

2019-10-21

Efter en nat i Fort William, burde man så ikke besøge Ben Nevis, altså destilleriet? Jeg havde været der i sommerferien, og mit hoved havde ikke behov for et gensyn fra morgenstunden, selv om den lange bustur ud til Ardnamurchan heller ikke virkede tillokkende. Heldigvis blev der serveret Cooked Breakfast på hotellet og godt med dramme fra start i bussen - man skal rejse sig ved det træ, hvor man faldt.
Ardnamurchan ligger ad helvede til og til højre; til gengæld er en betragtelig del af vejen Single Track. Det må være et logistisk mareridt, der skriger på lokale leverandører ... til et destilleri, der ikke malter selv, hmm. Man fik lidt det indtryk, at det måske nok drejede sig mere om at kunne kalde sig det "vestligste fastlandsdestilleri"; charmerende sted i smukke omgivelser, det kan ikke nægtes.
Bortset fra det med maltning, så gør de det hele efter bogen - Craft Whisky med hjertet det rigtige sted. De var for nye i branchen til at have whisky fra egen produktion klar til smagning, så vi smagte en 1 års PX/Oloroso fra Batch nr. 7 på 53,1 %; den virkede meget lovende. Jeg må dog tilstå, at jeg virkelig godt kunne li' Adelphi's Glenborrodale 8 years Batch Release 5 Blended Malt 46 % - ja, en Blended Malt.
Således opmuntret gik turen videre ad Single Track Road, primært med får som de hyppigst forekommende trafikanter, til det rustikke færgeleje ved Kilchoan. Her gik vi ombord på den meget lille færge til Tobermory på Isle of Mull, hvor der ventede os endnu en forrygende oplevelse.