GlenDronach - at last!

2020-05-10

Hvis du tvinger mig til at sætte navn på mit yndlingsdestilleri, så bliver det sandsynligvis GlenDronach - selv om konkurrencen er hård. Derfor var forventningerne skyhøje, og det kunne besøget desværre ikke helt leve op til.
Vi måtte ikke fotografere, og det var en skam, når de nu havde en Boby Mill og et Mashtun ala Bruichladdich, men med top på. Og en firkantet Underback, der lignende et stykke af en kampvogn fra 1. Verdenskrig udsmykket med messing. Men skidt pyt, for det var alligevel umuligt at tage et billede af det ellers idylliske destilleri uden at få deres grimme metalskorsten med.
Jeg havde naturligvis også sat næsen op efter at møde Rachel Barrie, og at hun ville være vært ved en eksklusiv Warehouse Tasting. Vi blev i stedet delt i to hold med hver sin søde guide, der åbnede en dør, så vi kunne kigge ind i en af lagerbygningerne. Mit hold var til smagning i GlenDronach House, hvor jeg drømmer om en dag at få lov at overnatte. Her smagte vi seks af i alt otte Single Malts:

  • GlenDronach Original 12 years 43 % - den er altid god
  • GlenDronach Revival 15 years 46 % - Rachel Barrie versionen i ren PX er god, men den kan ikke helt måle sig med den gamle Billy Walker version
  • GlenDronach Allardice 18 years 46 % - lækker, men Billy slår Rachel igen. Jeg er bange for, at Mr. Walker har været lovligt rundhåndet med de gode fade, så Dr. Barrie må kæmpe for at holde trit
  • GlenDronach Parliament 21 years 48 % - består angiveligt hovedsageligt af 23 år gammel whisky, og i 18'eren er der 21 års; intet under, at det smager så vidunderligt, priserne er steget, og den gode Rachel står tilbage med halvtomme lagre og en tung arv at løfte
  • GlenDronach Master Vintage 1993 25 years 48.2 % - minder meget om Parliament
  • GlenDronach 13 years PX Distillery Exclusive 60 % - mumsfillibaba til £126 for Bottle-your-own, skal dog have mere end 13 minutter i glasset, før den rigtigt folder sig ud
  • GlenDronach 25 years Distillery Exclusive 54.7 % - kan du komme til for en krop?! Men til £265 for en flaske, du selv skal bøvle med at fylde, så skal englene vel også synge ...
  • GlenDronach 12 years 43 % - ældgammel version fra Spanien, som desværre viste sig at være lidt flad og bourbon-agtig

Vi var godt kørende, da vi gik tilbage til Visitor Centre, hvor det andet hold virkelig havde skruet charmen på, og humøret var højt. Det var sidste stop den dag, sidste destilleribesøg på turen, og vi havde heller ikke holdt os tilbage i bussen, så min hukommelse fra den sidste del af besøget holder næppe i retten. Men så vidt jeg husker, havde de andre "overtalt" deres charmerende værtinde til også at lade os smage den dyre Bottle-your-own - eller også var det den, vi smagte til selve smagningen, og så fik vi også lov til at smage den anden. Whisky.dk-Henrik bød igen på en gammel, destilleri-relevant aftapning, men det var nok vel optimistisk at gå tilbage til 43 % på den tid af dagen. Desuden havde de fleste, inklusiv mig selv, travlt med at fylde flasker og indkøbsposer. Både £265 og £126 er over min grænse, men jeg flottede mig og flaskede den "billige".
Jeg har lige nydt en dram fra netop den flaske for at komme i den rette stemning til at skrive denne lille beretning fra et destilleri, hvor de laver nogle af de bedste Single Malts; specielt hvis man, som jeg, er vild med sherrymodnet whisky.