Glengoyne – der hvor det hele startede.
Min passion for Single Malt Scotch Whisky begyndte, da jeg i
sin tid smagte en 17 years Glengoyne, så forventningerne til højdepunktet på 1.
etape af The West Highland Way var store. Og da destilleriet begyndte at titte
frem i det grønne gennem den begyndende småregn, steg forventningerne yderligere.
Vi valgte Gold Medal Parade Tour, ca. 1½ time, til £28 pr. person. Vi var ikke
kommet for at smage chokolade (Whisky & Chocolate Tour af samme varighed og
pris), ville gerne have lidt mere end det sædvanlige og skulle jo også trave
resten af vejen til Drymen bagefter.
Den første dram var del af velkomsten for en sal fuld af besøgende. Efter
introduktionen, inklusiv en kort film om destilleriet, blev gæsterne opdelt i
to hold og sendt ud på standardturen med lidt tid imellem. Produktionen var
lukket ned for sommeren, angiveligt på grund af vandmangel, så der var ingen
restriktioner på fotografering. Det var standardturen, og der var travlt med
mange besøgende, så det gik slag i slag, forholdsvist hurtigt, lige efter
manuskriptet; der blev ikke rigtigt lagt op til nørdespørgsmål.
Vi var fire på Gold Medal Parade turen, og efter standardturen blev vi vist ind
i en nydelig og hyggelig stue i det, der tidligere havde været Distillery
Manager'ens hus. Her smagte vi i ro og mag 18 og 21 years og fik et
Glencairn-glas med logo. Tilbage i shoppen ventede der os en lækker bonus i
form af en smagsprøve på en Cask Strength aftapning.
Jeg havde håbet på at kunne smage Teapot Dram, men der var desværre ikke mere
tilbage.
Besøget kunne selv sagt ikke indfri forventningerne - det siger næsten sig selv;
forventningerne var skyhøje og en hver sammenligning med The Ultimate Tour hos
Auchentoshan dagen før var urimelig. Hvis man har bedre tid [og råd], vil jeg
anbefale at tage Malt Master (1¾ time, £70) eller No. 1 Warehouse Tour
(2 timer, £80) i stedet - eller måske sågar The Masterclass over 5 timer til
£155!
Al Glengoyne er jo Natural Colour - hurra! Vi smagte fire forskellige Single
Malts; den ene var bedre end den anden, og den sidste var den bedste:
- 12 years 43 %
- 18 years 43 %
- 21 years 43 %
- Un-Chillfiltered Cask Strength Batch No. 006 59.8 %