Glenmorangie skuffer

Efter Clynelish og Brora mente chaufføren, at vi godt kunne nå at slå vejen ind forbi Dornoch Distillery. Det var desværre ikke muligt at komme ind at se destilleriet med så kort varsel. Til gengæld blev ventetiden udnyttet til at gå dramamok i baren på Dornoch Castle Hotel - sikke et udvalg.
Humøret var højt og forventningerne endnu større, da vi fortsatte det sidste stykke mod Glenmorangie. Det er et nydeligt destilleri i smukke omgivelser, men desværre hørte vi mere om det lokale østersprojekt end whisky. Vi stod i lagerbygningen og kiggede på de fade, der helt sikkert var kørt i stilling til at hente smagsprøver op af, for så at gå op i smagelokalet og få serveret to smagsprøver: standard 10 års og Spios! Turen var ustruktureret, hvilket vi nok selv var skyld i på grund af den løsslupne stemning - den rare dame forsøgte med lidet succes at tilpasse turens omfang og indhold til publikum.
Vi var interesseret i særheder og detaljer, og hvordan disse påvirker den whisky, hvor Glenmorangie virkelig forsøger at udnytte sit fulde potentiale.
Vi var og er nørder, så det var okay at fortælle om tiltag, hvor destilleriet arbejdede for at forbedre sit grønne image. Men når det ikke har indflydelse på produktet, så er der en grænse for interessen ...
Bagefter kørte vi op til destilleriets oprindelige vandforsyningskilde Tarlogie Springs. Her smagte vi North Highland Malt Single Cask 2002 10 years Single Malt på 50 % fra Cask 900043. En god dram, som angiveligt - eller måske - var ét af meget få eksempler på uafhængige aftapninger af Glenmorangie.
Det var startskuddet på en lang bustur til natligt pitstop i Fort William. Undervejs kom busdrammene rundt som haglbyger - det var en god dag for min Malt Milage og en hård dag for min lever.