Godt Nytår med Tomatin
Godt Nytår! På denne årets første dag skal vi spole tiden tilbage til den 24. september, hvor whisky.dk-slænget slog vejen forbi Tomatin Distillery.
Og på en dag med tømmermænd skal man rejse sig ved det træ, hvor man faldt. Så se lige her hvad vi smagte ud i Single Malts:
- Tomatin 5 years American Virgin Oak Distillery Exclusive 61.8 % Cask 3556 - måske året bedste smagsoplevelse, en sød særling, "Scottish Bourbon" (naturligvis uden majs), beviser at med de bedst egnede og mest aktive tønder kan man lave fortrinlig whisky på få år
- Tomatin 12 years Bourbon 55.5 % Cask 4698 - New Make med fersken- og pæresmag, må godt ligge et par år mere efter min smag
- Tomatin 12 years Oloroso 60.9 % Cask 3514 - der var for meget smæk på alkoholen, jeg skulle bruge mere tid og vand til at tæmme den
- Tomatin 17 years 55.4 %, heraf de sidste otte år i PX Cask 34869 - den næstbedste med bitter kaffe, kakao og mørk toffee
- Tomatin 1990 29 years Distillery Exclusive First Fill 57.5 % Cask 16373 - den var også god, men til £375 flasken ...
Der var ikke tale om en Warehouse Tasting, men det foregik i et hyggeligt smagelokale, og vi fik vel sagtens lov at smage alle de fyld-selv-på-flaske-whiskyer, som de solgte i besøgscentret.
Bragte det så Tomatin af (Shi-)T-listen? Nej - jeg ved godt, at Aqvavitae [se Slàinte/Links] roser deres nye serie til skyerne, specielt Legacy'en, men de fine whiskyer, vi blev budt på den dag, repræsenterer ikke de Tomatin-whiskyer, som er almindeligt tilgængelige. Jeg smagte tre fra den nye serie i sommerferien [Legacy, 12 years og 14 years Port Casks], og de fremstod desværre stadig som ordinære og lidt kedelige, beklager.
Tilbage til destilleriet, hvor guiden i øvrigt var både dygtig, underholdende og forstod at tilpasse turens indhold til det kræsne publikum. Det japansk ejede destilleri er ikke nogen skønhedsåbenbaring og har mere fabriksudseende end charme. Heldigvis lader det ikke til, at japanerne øver megen indflydelse på den daglige drift og de skotske produktionstraditioner. Med kapacitet til at producere fem millioner Litres of Pure Alcohol om året passer størrelsen til en plads midt i feltet.
Produktion af Single Malt kan sjældent betegnes som "High Tech", og her er Tomatin ikke anderledes end de fleste. Billedet viser en usædvanlig Wash Still, der ikke er forsynet med glughul. Normalt er det et glughul - et lille vindue eller to - på halsen, hvor man kan se Wash'en boble op og på den måde konstatere, at nu skal der skrues ned for varmen. Hos Tomatin anvendes et blåt nylonreb med en gummibold i. Når gummibolden slås ind mod Still'en, og det synger som en klokke, så er Wash'en ikke boblet langt nok op endnu. Når det siger "thump", så er det tid at skrue ned.