Pulteney - kun plads til begejstring

2019-09-01

Efter en tidlig tur med færgen fra Stromness til Scabster susede vi syd på til Wick med Pulteney som mål. Old Pulteney 12 years har spillet en vigtig rolle i fødslen af min whiskyentusiasme, så jeg havde store forventninger.
Pulteney har vokset sig stor på næsten ingen plads, men der var heldigvis plads til en god del begejstring. En ung, kompetent og underholdende guide førte os rundt. Han brugte stort set ingen tid på den kedelige historie om den lange vandforsyningskanal, vi måtte fotografere over det hele, skrive hilsner med kridt på fade og tønder i Warehouse No. 6 og næsten selv bestemme tempoet. Som dansker skal jeg naturligvis klage, for han brugte heller ikke megen tid på deres Worm Tubs, som jo ellers efterhånden er ret unikke i branchen - måske fordi de er mere unikke end fotogene.
Pulteney havde netop lagt deres serie om - på nær den trofaste 12-års, gudskelov, som stadig er på min go-to-liste. Vi smagte dybest set alle de nye, plus de to bottle-your-own-whiskyer, de havde på bud til henholdsvis £80 og £150 i Visitor Centre. Vi er nok nogle stykker, som kommer til at savne 17 og 21 years, men de nye er nu ikke så ringe endda. De solgte i øvrigt ud af de sidste flasker af de gamle udgaver til fordelagtige priser, så der blev købt flittigt ind. Jeg mener, jeg gav £85 for den 17-års, som jeg lod mig friste til at købe.
Vi smagte Old Pulteney:
12 years 40 % - skuffede heller ikke denne gang
15 years Double Matured 46 % - måske den bedste
18 years 46 % - skulle være stoppet ved 17 ...
11 years Single Cask 63.6 % - skulle nok have haft et par år mere
21 years Single Cask 52.7 % - den var god, men til £150!
Huddart 46 % - lidt peat fra Pulteney, slet ikke dårligt