Scapa skænker op
Scapa (Chivas Brothers, Pernod Ricard) var første destilleri på turen. Jeg er ret glad for Scapa Skiren og Ballantine's 17 years for den sags skyld, som indeholder maltwhisky fra Scapa, så forventningerne var ikke til at tage fejl af.
Der var ikke gang i Stills'ene, men alligevel måtte vi ikke fotografere - det er altid en dårlig start. Specielt når de nu har en gammel Lomond Still, som de bruger som Wash Still (første destillation); det ser man ikke hver dag. De justerbare plader er godt nok taget ud af den lodrette hals, så det er den flade top og løjerlige svanehals, der gør den speciel.
I lagerbygningen, hvor kun en meget begrænset del af den sovende Scapa whisky opbevares, smagte vi en 13 års på 58 % direkte fra fadet - yum yum Skiren gange tre! Det havde desværre den effekt, at den afsluttende smagning af New Make, Skiren og Glansa var lidt tam - nydelsen af Skiren bliver aldrig den samme igen, snøft.
Et besøg på det jævne, bort set fra Lomond Still'en og den 13 års fra fad, men nu er Scapa krydset af; og chancerne for, at jeg kommer til Orkney igen, er desværre alt for små.