Skal vi ikke snart høre om den tur?

2018-12-21

Jo, det skal I naturligvis.
Det blev til tre destilleribesøg - yes sir! Auchentoshan, Glengoyne og Ben Nevis i nævnte rækkefølge.
Vi ta'r dem én for én, fra syd mod nord.
The Ultimate Tour hos Auchentoshan var en fantastisk og eksklusiv oplevelse, hvor der ikke var sparet på noget. Min bror og jeg havde to tyske mænd [man kan ikke vinde hver gang] med rundt på turen, så der var god mulighed for at stille nørdespørgsmål om bygsorter, temperaturer og tider med videre. Destilleriet var lukket ned for sommeren, så vi måtte tage billeder over det hele; forrygende - det er sådan, det skal være.
Allerede undervejs blev der skænket ud, de to første dramme af i alt otte, hvilket virker ret godt. Det mener jeg kun at have oplevet én gang tidligere, nemlig hos Ardbeg på Islay. Guiden var frisk, underholdende og kunne svare på næsten alle nørdespørgsmålene.
Et af højdepunkterne var naturligvis Still House med de tre Pot Stills, som er hjertet i produktionen af den Triple Distilled maltwhisky, som er Auchentoshans kendetegn.
Kun en lille del af fade og tønder opbevares på stedet, men vi kom dog på Warehouse-visit, hvor vi selv betjente Valinch'en og skænkede ud direkte fra et sherryfad. For £100 kunne man selv tappe en flaske fra pågældende fad; fristende, men udsigten til at slæbe den med ad West Highland Way og risikoen for at smadre den undervejs, talte imod.
Vi sluttede i baren, hvor vi blev veltrakteret (se liste herunder), sluttende med en smagsprøve på et shandy-agtigt ølprodukt med whisky, som jeg næppe tror slår an. Vi fik lov til at beholde det lille, charmerende, orange reklame-tinkrus, som prøven blev serveret i. Hvis man ikke kunne [nå at] drikke ud, fik man sample-glas til resterne.
The Ultimate Tour kan klart anbefales - de £55 er givet godt ud. Og det siger jeg ikke kun, fordi vi var godt lakket til, da vi slingrede ud gennem porten.

  • American Oak 40 %
  • Three Wood 43 %
  • Distillery Cask 2009 8 years 59.9 % Oloroso Sherrybutt
  • 18 years 43 % (måske den bedste på turen - der var simpelt hen for meget alkohol-power i Single Cask aftapningerne - nr. 3 og 8 - og for lidt tid at tumle med dem)
  • 21 years 43 %
  • Noble Oak 24 years 50.3 % (i turens top to)
  • Blood Oak 46 %
  • Distillery Cask 01.07.2009 12.07.2018 55.6 % Bordeaux Cask 2682 (det forrige fad, som turgæsterne kunne tappe fra)