Speyside Corona Tour 2020 Part 1

Jeg skulle have været af sted til Speyside i vinterferien, men styrtede på cykel og måtte opereres. Således havde jeg en flybillet med Loganair, Esbjerg - Aberdeen tur/retur, til gode. I starten af juli blev Corona-restriktionerne i Skotland løftet en anelse, og destillerierne begyndte at melde ud, at de så småt ville genåbne deres Visitor Centres og cafeer. Fint tænkte jeg, så har de nok også fået gang i de guidede ture, når der er gået et par uger. Loganair ville genoptage flyvningerne fra Esbjerg mandag den 20. juli, og da havde jeg stadig sommerferie, så vinterferieplanen blev i hast lavet om til en minisommerferieplan.

Der stod intet om Corona og COVID-19 på Glen Grant's hjemmeside, hvorfor jeg kørte direkte fra lufthavnen til Rothes for at booke den helt store tur og smagning til tirsdag, onsdag eller torsdag. Glen Grant viste sig ikke at være lidt åbent, men fuldstændigt lukket, og den flinke dame fra besøgscenteret, der fandt mig luskende rundt med kameraet, mente, at sådan ville det blive ved til tidligst den 1. august.
Det var et ondsindet varsel om, at jeg kun ville møde lukkede døre de næste dage - nu var gode dyr rådne!
Slukøret kørte jeg til Highlander Inn i Craigellachie, hvor min reservation da gudskelov blev gengældt med åbne døre og gæstfrihed. Highlander Inn var stedet, hvor jeg skulle smage whisky, fordi jeg jo skulle køre rundt selv; undtagen dagen i Rothes, hvor jeg ville tage bus eller taxa, gå rundt og så åbenbart alligevel ikke tage den store smagning ved Glen Grant.
Highlander Inn og den japanske ejer Tatsuya Minagawa levede helt og aldeles op til forventningerne; både som base og overnatningssted, men i særdeleshed som et Must Visit sted for en whiskynørd. Kun en enkelt gang blev jeg fristet til at kigge ind i The Copper Dog, ovre på hotellet, på jagt efter en specifik Before Dinner Blended Scotch.

Mine planer var kuldsejlet, så mandag aften gik jeg over til Telford Bridge og River Spey, mens jeg grublede over mulighederne, når nu Glenfiddich [blev allerede vinget af på min liste i 2016] var det eneste destilleri, som angiveligt havde "semi-åbent". Det endte med, at tirsdagens plan med Strathisla og Glenglassaugh blev udvidet med Bow Fiddle Rock, og hvad dagen nu måtte bringe.

Strathisla, Home of The Regal, var naturligvis lukket på grund af COVID - surprise! Jeg fik taget de obligatoriske billeder og gik en tur rundt i Keith med Glen Keith og Strathmill som Way Points. Strathmill ligger i øvrigt idyllisk ved River Isla med to pagodetage og en stump af den gamle jernbane i stil med hos Aberfeldy. Hvorfor har Diageo dog fravalgt et besøgscenter der? På vejen rundt i byen kom jeg blandt andet forbi Isla Cooperage og "The Whisky Line", Keith & Dufftown Railway.

Turen gik videre til Glenglassaugh, som ligger smukt næsten helt ud til havet. Her var også lukket, så jeg tog chancen og gik rundt for at tage nogle been-there-done-that-billeder. Flere steder stod dørene åbne, og hvis jeg havde turdet, kunne jeg såmænd være gået ind i Still House. Omme bagved de store lagerbygninger stod en port åben og tre ansatte var i gang med at skifte lysstofrør. De var friske og i godt humør, så vi fik en hyggelig snak om vind og vejr, Corona og whisky. De sagde også, at Glenfiddich var min bedste chance for et destilleribesøg, og da jeg nævnte, at jeg også havde taget vandre-støvlerne med, kunne Steve, den lokale vandrer, anbefale mig at gå de 12 miles på vandreruten mellem Craigellachie, Aberlour og Dufftown. Og mens jeg nød solen, selskabet og duften af sherrymodnet whisky i portåbningen, begyndte en ny plan for onsdagens program at forme sig ...

Jeg kørte videre til den lille fiskerihavn i Portsoy og derfra til Bow Fiddle Rock, hvor jeg tilbragte nogle gode timer velsignet med det bedste vejr på hele turen - jo, det kan godt betale sig at tage lange bukser på og slæbe sweater, paraply og regnfrakke med ud i naturen. Det kan nok være, at destillerierne var tvunget til at lukke dørene, men den skønne skotske natur lå stadig åben for nysgerrige gæster.

Således opmuntret måtte jeg dog konstatere, at jeg stadig havde mere tid på hænderne, end jeg oprindeligt havde forventet. Løsningen blev at køre til Gordon & MacPhail's butik i Elgin, hvor jeg vel kunne få mindst en time til at gå med at glo på flasker og købe en sherrymodnet Glenglassaugh, som min mund løb i vand efter at smage.
Den plan holdt heller ikke! G&M bød dog velkommen indenfor, men med mundbind og begrænsninger for, hvor mange kunder, der måtte være i biksen ad gangen. Jeg vedkendte mig mit forhold til whisky, hvorefter jeg blev ført hen til whiskyafdelingens venteområde; der var allerede én kunde, så jeg skulle lige vente lidt, hmm ...? Efter ti minutters tid blev det min tur til at komme frem til det skrivebord, der spærrede indgangen til det forjættede land. Bag bordet var en beredvillig butiksassistent klar til at springe rundt efter flasker af interesse - langt fra hvad jeg havde håbet på. Endnu værre blev det, da det viste sig, at de kun havde de helt almindelige aftapninger fra Glenglassaugh og heller ikke noget specielt, rent sherrymodnet fra BenRiach, som jeg under ventetiden havde udtænkt til at være et værdigt alternativ. Nærmest i panik lod jeg mig overtale til at købe en Gordon & MacPhail Connoisseurs Choice Cask Strength Glenturret 2005 Single Malt 53.3 % 1st Fill Sherry Hogshead Batch 19/039 til godt £91.

Nu var jeg rystet og noget nervøs for det whiskyrelaterede udbytte af resten af turen. Jeg tog en "strøgtur" i Elgin og fandt noget kaffe at styrke mig på. Jeg måtte søge tilbage til basen i Craigellachie for i det mindste at smage noget Single Malt og få noget konkret og håndgribeligt whiskynørderi ud af dagen.
Resten af turen kan du læse om i Part 2, som det er planen at lægge op inden 5. oktober.