Teeling – Fill Your Own Tour.

2022-09-11

Den 24. juli 2022 besøgte min kæreste og jeg Teeling Distillery i Dublin, som var nybygget, flot og designet til at byde besøgende indenfor. Vi fik vores helt egen guide, eksklusivt, men måske mere et tilfælde.
Vi startede med historien om irsk whiskey, hvor der i et museumsagtigt rum blev zoomet ind på de mange destillerier, der en gang var i Dublin, og til sidst på brødrene Jack og Stephen Teeling, der stod bag destilleriets genopstandelse i 2015. Derefter fortsatte vi ind i produktionen, som var samlet i en stor hal.
De malter ikke selv hos Teeling; byggen kommer fra County Cork, og majsen hentes i Frankrig.
Malten eller kornblandingen males i en Wet Mill, så de undgår støvet og brandfaren - ingen rød Porteus Mill hos Teeling.

Malt- eller kornskråen mæskes kun to gange ved henholdsvis 60 og 80 grader; det tager 4-6 timer.
Herefter flyttes urten til et gæringskar af træ, hvor der tilsættes gær - de anvender to typer gær: Distiller's og South African White Wine. Efter 1-2 dage pumpes den gærende urt over i gæringskar af stål, og det tager samlet set 3-5 dage at nå 8 % alkohol.

Den færdiggærede urt destilleres tre gange, som den irske tradition foreskriver. Hos Teeling har de tre italienske Frilli-kedler, der er opkaldt efter Jack Teelings døtre:

  • Alison fjerner vand fra alkohol og øger alkoholprocenten fra 8 til 25
  • Natalie skiller udrikkelig alkohol fra drikkelig på ca. 60 %
  • Rebecca sorterer de sidste urenheder fra, så det ender med New Make på 80-85 %

Hele udbyttet af den tredje destillering bliver til New Make, så The Spirit Safe er der kun, fordi det ligesom hører sig til.
Principielt kører de samme proces, uanset om det skal ende med whiskey af typerne Single Malt, Single Pot Still, Blended, Unpeated eller Peated osv. Nogle uger i træk produceres af forskellige kornblandinger uden Peat, hvorefter der følger en uge eller to med Peat. Forløbet afsluttes med et vedligeholdelsesstop, hvor der også gøres grundigt rent, og spor af Peat fjernes, så der kan startes forfra.

Fra produktionslokalets støj og presset fra de hyppige standardrundvisninger gik vores tur hurtigt videre gennem et dunkelt område, hvor modningsprocessen blev illustreret. Bort set fra tre fade - Zoé, No Name og Holly - var alle de udstillede fade kun til pynt, og der var boret hul i dem for at tilfredsstille toldvæsnet.

Teelings New Make flyttes til et lager i County Lowth (udtales åbenbart "loud"), hvor det i nogle fadtyper lagres i fuld styrke og i udvalgte vandes ned til 66 %. Den New Make, der skal blive til Small Batch, modner typisk 7 år i Bourbon-tønder, hvorefter whiskyen får en finish i 1 år på en anden type fade, for eksempel rom.

Smagningen bød på fire spændende Teeling-dramme:

  • Small Batch Spiced Rum Cask Finish Blended 46 % Batch SB/62 - mild, rund, sød, frugtslik
  • Distillery Exclusive Irish Oak Cask Finish Blended 46 % - læder, mentol, tyggegummi, vanilje, hvid chokolade
  • Red Wine Cask Single Pot Still 60.4 % Cask 35333 Bottled 10/4/22 - dagens bedste med mørk frugt og tobak
  • 23 years Single Cask Vintage Reserve Collection Single Malt 49.3 % Rum Cask 100040 Bottled 23/7/22 - krydret rom med et beskedent og mildt twist, "sløv starter", så den krævede mere tid, end jeg havde, at blive klog på

Alle var Non Chill Filtered, og de tre sidste var sågar i Natural Colour. Den første var nok den næstbedste og sandsynligvis den mest irske, og man så må sige. To'eren var lidt en "mærkelig fætter", men bestemt ikke dårlig. Nummer tre var fra det forrige Bottle-your-own-fad og lidt svær at tumle med den høje alkoholprocent. Teeling "genåbnede" i 2015, så den 23 år gamle whiskey stammede angiveligt fra de stifterne brødres fars private lager fra den gang, faren selv var indehaver af et Teeling-destilleri.

I stedet for at fylde begge vores flasker med Single Pot Still whiskey på 61.4 % fra Chateau Beychevelle Red Wine Cask 35335, Fill Date 02/11/15, så vekslede jeg den ene til en Distillery Exclusive (nummer to) og et par glas. Jeg havde hverken behov for to ens flasker eller at betale ekstra €225 for at tappe en flaske af den 23-årige fra Rum Cask No. 100040, der blev fyldt med New Make helt tilbage i juni 1998.

Bagefter drog vi videre til en hektisk og underholdende tur gennem Guinness bryggeriet, hele vejen op til en afsluttende Pint i udsigtsbaren på toppen. Lidt heldigt at få billetter med så kort varsel - det kan være fordi, jeg traditionen tro havde rørt Molly Malones bryster.