Var der ikke nogen whisky.dk-tur i 2018?

2019-02-20

Det var der naturligvis, og jeg skylder at fortælle historien om endnu en fantastisk tur til Skotland.
Det bliver en føljeton, for vi var vidt omkring. Turen startede på Mainland Orkney, hvor vi lagde ud med Scapa og der efter tog Highland Park med storm; de tog fusen på os - på den gode måde.
Det gik med færge til Scrabster, hvorfra bussen førte os til Wick og Pulteney - de tjente godt. Tilbage i Thurso kiggede vi forbi unge Wolfburn.
Mod syd det gik, og hos Clynelish bød de også inden for ovre ved naboen Brora - en spændende genfødsel er undervejs! Dornoch Castle Hotel nød godt af et hurtigt pitstop, inden det gik videre til Glenmorangie, som desværre skuffede.
Vi nåede at smage megen whisky i bussen til en tiltrængt overnatning i Fort William. Vi skulle helt ud til nystartede Ardnamurchan - det så rigtigt lovende ud. Herfra med minifærge til Isle of Mull og et yderst underholdende besøg hos Tobermory. Vi fandt en sikker havn for natten i Oban.
Vi besøgte naturligvis byens eget destilleri, som viste sig at være lidt tungt at danse med - men det er jo også blot et lille tandhjul i den store Diageo-maskine. Med fuld fart fløj vi lavt gennem højlandet mod et af lavlandets nye forårsknopper - Lindores Abbey. Sikke en perle med dedikerede mennesker i skønne, whiskyhistoriske omgivelser; de gør de hele rigtigt, så der gode dramme i vente.
Hvis du vil vide mere, så følg med i næste afsnit ...